Der kan hurtigt opstå fejl, når man skal fakturere. Specielt, hvis man ikke er uddannet indenfor regnskab og arbejder som freelancer, hvor alt det administrative er ens eget ansvar. For at hjælpe dig på vej med at undgå disse fejl, har vi i denne artikel samlet 2 af de hyppigste faktureringsfejl. Læs derfor med her, hvis du gerne vil forberede dig bedst muligt til din næste fakturering!
Undgå fejl i fakturaens indhold
En faktura bør selvfølgelig altid være uden fejl, idet dokumentet er officielt og yderligere også reflekterer din selvstændige virksomhed – eller dig som freelancer. Der kan hurtigt opstå misforståelser og forvirring, hvilket aldrig er rart hverken for dig eller for modtageren af fakturaen.
Dobbelttjek eventuelt at fakturadato, forfaldsdato og fakturanummeret er korrekte. Det er hurtigt her, at de største misforståelser opstår – når du har sagt én ting, men oplyser noget andet på fakturaen. Her vil du også undgå at blive betalt for sent, hvis du er kommet til at oplyse forkert forfaldsdato. Du kan eventuelt gøre brug af Factoflys gratis fakturaskabelon. På den måde vil du også være sikker på, at du ikke glemmer et vigtigt element på din faktura.
I værste tilfælde vil forkerte eller glemte oplysninger (og deraf fejl på fakturaen) resultere i, at du mister samarbejdet med modtageren af fakturaen, fordi fakturaen er dit ansvar og du er “kommet til” at handle uprofessionelt. Det er desværre ikke alle, som er lige tolerante overfor fejl som disse. Vi kan også med fordele anbefale at bruge et fakturaprogram. På den måde sikrer du dig yderligere mod fejl.
Send din faktura med det samme
Mange, og især selvstændige, har utrolig travlt. Dette kan hurtigt resultere i, at man glemmer at få fakturaen sendt. Så snart du har udfyldt fakturaen med de korrekte oplysninger – og selvfølgelig dobbelttjekket den – bør du sende den. Man kan hurtigt komme til at placere den i en bunke med papirer, for derefter at glemme den, hvis man har mange jern i ilden.
De fleste foretrækker ligeledes at få tilsendt fakturaen så hurtigt som muligt, så de kan planlægge deres fremtidige udbetalinger med denne inkluderet. Det er surt for alle at få tilsendt en faktura for sent, idet der pludselig ikke er lang tid til forfaldsdagen.
Husk at det er menneskeligt at fejle, men at det ikke er godt for forretningen, hvis det sker gang på gang! At miste en enkelt kunde på grund af fejl på fakturaen, kan have stor indflydelse på en lille virksomheds økonomi – og specielt også for en freelancer.